Åndeligt liv og selverkendelse

Selverkendelse er ikke en forudsætning for at få fællesskab med Gud. Gud skænker gennem Jesus Kristus fællesskab med sig selv til enhver, som tror ham og søger fællesskab med ham. Men det er ikke muligt at vokse i fællesskabet med Gud uden samtidig at vokse i selverkendelse. Et menneske, som nægter at acceptere sig selv på godt og ondt, kan ikke vokse i fællesskabet med Gud, for det kommer kun med en del af sig selv til Gud. Derfor fremhæves villigheden til at modtage en voksende selverkendelse og se sig selv i øjnene overalt i den åndelige tradition.

Søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift, har Jesus sagt. Vi skal søge Gud først, vi behøver normalt ikke med psykologiske metoder eller på anden måde at søge en dybere selverkendelse. Når vi søger dybere ind i fællesskabet med Gud i mediterende bøn eller på anden måde, så får vi hen ad vejen i tilgift en voksende føling med det, som vi har gemt at vejen i vort indre af skam, selvhad, vrede, bitterhed mv.

Det kan ind imellem opleves meget svært, når de fortrængte følelser og de bagvedliggende problemer kommer frem. Men når de kommer frem i lyset, medens vi er i Guds nærhed og omsluttet af hans kærlighed, så bliver vi hen ad vejen forløst fra dem, og det opleves meget befriende. Og vejen banes for et mere helhjertet fællesskab med Gud.

 

Åndelige kriser og udvikling i et mediterende bønsliv

Når de først er blevet fortrolige med at meditere, så oplever de fleste hurtigt en kontakt med Gud, der kan minde om en forelskelse. Det er ikke noget unikt for personer, der mediterer. Alle, som oplever en særlig berøring af Gud f.eks. gennem en helbredelse eller anden underfuld hjælp, kan opleve noget tilsvarende.

Som med alle forelskelser, så klinger den af efter nogen tid for at give plads for en sand kærlighed. Forelskelse er lige så meget selvkærlighed, optagethed af egne følelser og af, hvad den elskede kan give mig, som det er ægte kærlighed til den elskede. Derfor må den vige for at give plads for den sande kærlighed til den anden. Det sker for alle, som har erfaret en berøring af Gud. Det opleves som om Gud trækker sig tilbage og overlader dig til din egen uopfyldte længsel og følelse af indre tomhed. Det skaber mulighed for, at forelskelsen kan blive afløst af en oprigtig længsel efter fællesskab med Gud og en sand kærlighed og hengivenhed til Gud på et dybere plan.

I den situation gælder det om ikke at give efter for fristelsen til at holde op med at sætte tid af sammen med Gud, men at være trofast i den daglige bøn og meditation. Når vi er det, får vi lov til at opleve, hvordan kærligheden til Gud vokser i vore hjerter, og vi erfarer på ny hans nærvær og stærke kærlighed til os.

I det fortsatte samvær med Gud i mediterende bøn vil der komme flere op- og nedture. Vi vil opleve perioder, som minder om Jesu 40 dage i ørkenen. Jesus drog ud i ørkenen for at være sammen med Gud og søge hans vejledning for sin tjeneste. Men Gud forholdt sig tavs og virkede fraværende, og i stedet kom djævelen og fristede Jesus. Det tillod Gud for at ruste ham til at kunne gennemskue og modstå den Ondes fremtidige fristelser. Da Jesus havde afvist fristelserne, gik han fra ørkenen i Åndens kraft.

Vi vil også opleve perioder, som i den kristne tradition er blevet kaldt for nætter. Det er tider, hvor alt synes gråt i gråt eller sort i sort. Vi oplever kun svag eller ingen kontakt med Gud i meditationerne, han virker fraværende, og vi overvældes mere og mere af en smertelig erkendelse af alt det, som er forkert i vore liv og trænger til forandring. Første fase kan være en afsløring af det, som vi har ladet indtage Guds plads i vore liv. Anden fase kan være en afsløring af, hvordan vor egoisme og selvoptagethed ofte korrumperer selv vore bedste egenskaber og hensigter og dermed også vort liv med Gud.

Disse ørken- og natteperioder kan i det sidste forløb virke så overvældende, at vi gribes af dyb tvivl og spørger os selv, om vi mon følger en forkert vej og har lullet os selv ind i en illusion om et liv med Gud, som er uopnåeligt på denne jord?

Gud opleves fraværende i disse kriseperioder, men Gud er ikke fraværende – Gud er aldrig fraværende. Men Gud er i disse perioder skjult for os bag det lys, som Han retter mod os for at oplyse mørket i os og afsløre vor synd og således hjælpe os til at erkende den og slippe den, så vi kan blive mere hele mennesker i ham.

Efter en periode i ørkenen eller en nattevandring oplever vi på ny Gud nærværende. Og hver gang oplever vi, at vort fællesskab med Gud er blevet uddybet, vore hjerter erfarer nu Guds kærlighed på et dybere plan, og vor tillid og kærlighed til Gud er også vokset. Den største vækst i åndelig modenhed sker i ørkenperioderne og i natteperioderne.