Hvad er da et menneske?

"Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?" (Sl.8). Sådan spørger Bibelens gamle salmedigter. Udgangspunktet for den bibelske tro på Gud som skaberen er ikke en refleksion over, hvordan universet og naturen er blevet til, men over hvad det vil sige at være et menneske. Hvad er et menneske?

Når Gud har skabt os til fællesskab med sig og hinanden, hvorfor lever alle mennesker så ikke i et medfødt fællesskab med Gud og hinanden?

I fortællingen om paradisets have er der to symbolske træer: Livets træ symboliserer fællesskabet med Gud, og kundskabens træ symboliserer, at mennesket kan vælge at tage livet i egen hånd og selv afgøre, hvad det vil anse for godt og ondt. Fortællingen om syndefaldet giver det svar, at Gud ikke har skabt os som marionetdukker eller fjernstyrede robotter, men som mennesker, der har frihed til at vælge mellem godt og ondt, vælge mellem hensynet til andre og sig selv, vælge mellem at leve med Gud som centrum i sin tilværelse og vejledt af hans kærligheds Ånd eller vælge at tage livet i egen hånd og selv afgøre, hvad det vil anse for godt og ondt. Uden denne skæbenssvangre frihed kan vi ikke udvikle en ægte kærlighed til Gud og til hinanden! Friheden er kærlighedens forudsætning.

"Du har gjort mennesket kun lidt ringere end Gud" (Sl.8). Gud har skabt os i sit billede til fællesskab med sig selv og til at være hans forvaltere her på jorden. Det er vor storhed.

Men alle mennesker undtagen Jesus har meget tidligt i deres liv valgt at tage livet i deres egen hånd. Når selvstændigheden ikke går hånd i hånd med ansvarlighed og ikke begrænses af hengivenhed til Gud og hensynet til andre, når selvstændigheden overdrives, og vi gør oprør imod Guds bestemmelse for os, at vi skal leve i tillidsfuld genkærlighed til ham og tage os af hinanden i indbyrdes kærlighed, så kommer vi til at leve uden fællesskab med Gud og med et ødelagt indbyrdes fællesskab. Og vi mister vort åndelige syn, vi mister evnen til at opfatte Gud. På dette som på mange andre områder i vore liv synes vi først at fatte, hvad vi går glip af ved vor selvoptagethed, når vi har mistet det.

Mange mennesker oplever en uforklarlig ensomhed i deres hjerter, selv om de har familie og gode venner. Kirkefaderen Augustin er bl.a. husket for sin præcise beskrivelse af denne erfaring: "Gud! Mit hjerte var uroligt, indtil det fandt hvile i dig." Vi er skabte til fællesskab med Gud, og derfor oplever mange et indre tomrum, indtil de tager imod fællesskab med Gud. - Måske er en af årsagerne til, at mange ægteskaber går i stykker i dag, at den ene ubevidst forventer, at den anden skal udfylde det tomrum, som mangelen på fællesskab med Gud har efterladt i ens liv. Men intet menneske magter at udfylde Guds plads i et andet menneske liv.

Gud ske lov er der en vej tilbage i fællesskabet med Gud, for Gud er en tilgivende Gud, som lige fra tidernes morgen i hver generation har rakt ud efter os mennesker med sin tilgivende kærlighed og søgt at genoprette fællesskabet med os for at kunne hjælpe os til at leve i indbyrdes kærlighed. Stærkest og med størst gennemslagskraft har Gud gjort det gennem Jesus Kristus.

I mediterende bøn erfarer vore hjerter fællesskabet med Gud og finder gennem Jesus Kristus hvile i Ham.