Kristen meditation og mystik

Mediterende bøn kaldes ofte for mystisk bøn. Det betyder ikke, at denne form for bøn er omgivet af hemmelighedskræmmeri. Det er slet og ret et udtryk for, at vor rationelle fornuft og vort sprog ikke
kan rumme de åndelige erfaringer og indsigter, som vi kan få skænket gennem mediterende bøn.

Når vi med udgangspunkt i Guds åbenbaring af sig selv gennem Jesus Kristus i meditation samler vor opmærksomhed om Gud og søger at være til stede i det fællesskab med ham, som han har skænket os i Jesus Kristus, så får vi igen og igen aha oplevelser. Pludselig erfarer vi noget af det, som vi tror, og denne erfaring skænker en åndelig indsigt, som ofte kun vanskeligt lader sig indfange i ord. Og især oplever vi et voksende fællesskab med Gud, som ikke lader sig fyldestgørende beskrive i ord. Denne mystiske erfaring skaber i os en stor længsel efter og et stærk håb om et endnu dybere fællesskab med Gud. I den mystiske tradition skelnes der traditionelt mellem 3 forskellige slags længsler og fællesskabsoplevelser.

Kærlighedsmystik, som er en længsel efter at vokse ind i et stadig dybere kærlighedsfællesskab med Gud. Det er den grundlæggende kristne længsel og oplevelse, som ofte er forsøgt beskrevet med ord og billeder fra Højsangen. Kærlighedsmystikken er central i den karmelitiske spiritualitet og indgår i alle kristne spiritualiteter.

Viljesmystik, som er en længsel efter at blive ét med Guds vilje både i erkendelsen af den og i ønsket om at gøre den, en længsel efter uden forbehold at overgive sig til Gud og lade sig bruge af Ham. Kærlighedsmystikken og viljesmystikken går hånd i hånd i den ignatianske spiritualitet og i flere andre kristne spiritualiteter.

Værensmystik, som er en længsel efter at smelte sammen til en enhed med Gud og alt levende. Oplevelsen af en solidarisk enhed med alt levende kan være ægte, men oplevelsen af en væsensenhed med Gud er efter kristen opfattelse en illusion. Vort forhold til Gud vil altid forblive et jeg - du forhold. Selv når vi som kristne oplever den dybeste forening med Gud, ophæves forskellen mellem Ham og os aldrig.

Vore ord henter deres billeder og indhold fra vore erfaringer med den synlige verden, som vi erkender med vor rationelle fornuft. Men de somme tider meget stærke åndelige erfaringer af fællesskab med Gud har en intuitiv dybde, som sjældent lader sig fyldestgørende videregive i ord. Derfor kaldes disse åndelige erfaringer traditionelt for mystik. Disse åndelige erfaringer og indsigter opleves meget berigende og trosstyrkende.