Meditation

Hvad er meditation?

I øjeblikket er ordet meditation lidt af et modeord. Man kan meditere over næsten hvad som helst. Brugt på den måde betyder ordet meditation nærmest at tænke lidt over forskellige sider af sit liv og sine omgivelser.

Meditation bruges i psykoterapi til at få kontakt med de dybere lag i ens sind. Brugt på den rigtige måde kan meditation have stor helbredende virkning.

Meditation bruges også i forskellige selvudviklingskurser. Disse kurser er af meget forskellig kvalitet. Brugt med respekt for den enkelte deltagers egne valg kan meditation være en god hjælp til at opnå større selverkendelse og udvikle en helstøbt personlighed. Men det er skadeligt, hvis meditationsteknikker i selvudviklingskurser misbruges af kursusledere til at manipulere deltagernes personlighed.
Der findes mange forskellige måder at meditere på.

Mindfullness og stress

Mindfullness er en af de mest udbredte meditationsformer til terapeutisk brug. Mindfullness meditation er en teknik til at komme i kontakt med sit eget indre, til at få føling med, hvem du selv er. Mindfullness meditation er en opøvelse i at være til stede i nuet og fokusere på én ting ad gangen i sine omgivelser. Mindfullness meditation kan virke både forebyggende og helbredende på stress.

Stress skyldes ikke alene, at man har for mange opgaver, men måske endnu mere usikkerhed på sin eget identitet og frygten for, at man ikke kan overkomme sine opgaver, og så begynder opmærksomheden nervøst at flagre mellem de forskellige opgaver, og man bliver handlingslammet. Mindfullness meditation kan være en god hjælp til at blive nærværende og fokuseret, og således virker den helbredende på stress.

Men mindfullness meditation kan også misbruges som en mental hovedpinetablet til at fortrænge uløste problemer. Når det sker, så forhindrer mindfullness en løsning af de fortrængte problemer. Ligesom hovedpinetabletter kan være udmærkede som en midlertidig løsning, men skadelige ved permanent brug, sådan er det også med mindfullness meditation, hvis den misbruges til at lægge låg på uløste problemer.

Visualisering og helbredelse

Ny forskning viser, at troen på, at man bliver rask, somme tider har lige så stor betydning for ens helbredelse som medicin og operation. Derfor er nogle læger begyndt at lære deres patienter visualiserende meditation. De lærer dem dagligt i 10-15 min. at fokusere på den syge del af sig selv og forestille sig, at den bliver rask. Det synes at have en overraskende god virkning.

Meditation og religiøs tro

Meditation er oprindelig en religiøs praksis, en metode til at få kontakt med de dybere lag i sig selv og gennem dem med Gud. Det er dejligt, at meditation har mange gavnlige virkninger for vort velbefindende. Her er jeg dog først og fremmest optaget af meditation som en metode til gennem sit eget indre, sit indre kildevæld, sit hjerte, at søge personlig kontakt med Gud og samle sin opmærksomhed om ham og således blive nærværende hos ham. Samtidig oplever jeg, at når vi i meditation søger ind i fællesskabet med Gud, så har det både en afstressende og helbredende virkning på os og fører til den bedste kontakt med og udvikling af vores personlighed.