Find en god siddestilling
Inden du begynder på en meditation, er det vigtigt, at du finder en god siddestilling, hvor du kan sidde afslappet og næsten ubevægelig uden at der opstår iriterende spændinger i din krop, som afleder din opmærksom fra Gud. Følgende er de 3 mest anvendte meditationsstillinger:
1. Knælende på et tæppe og siddende på en lille skammel over hælene. Man prøver at finde balancepunktet, hvor kroppen er lodret, og ryggen er rank med hovedet i naturlig balance. Hænderne ligger i skødet evt. på en lille pude, hvis man har korte arme, så hændernes og armenes tyngde ikke trække skuldrene nedad. Skammelen skal have en højde, så der er et par cm. luft over hælene, og sædet skal skråne fremover. I stedet for en skammel kan man sidde på en fast pølle mellem benene. Det er en virkelig god siddestilling, med en smule øvelse kan man godt sidde en time uden af føle det anstrengende. Den knælende stilling er i den kristne tradition et udtryk for ydmyghed overfor Gud.
2. Lotusstillingen er den mest brugte meditationsstilling blandt buddhister. Af samme grund ønsker nogle kristne ikke at bruge den. Jeg ser ikke noget problem i at bruge den, valg af meditationsstilling er efter min opfattelse især et praktisk spørgsmål. Men man skal begynde at bruge lotusstillingen i en ung alder, medens man endnu er smidig i leddene, ellers vil den opleves anstrengende og give spændinger i kroppen.
3. Man kan sidde på en stol og meditere. Bedst egnet er en spisestuestol med en højde, der svarer til længden af ens skinneben, så man kan sidde med benene let spredte og lodret ned mod underlaget. Ryggen skal være i balance ligesom på skammelen, ryglænet benyttes ikke eller kun lige til at give svag støtte i lænden.
Endelig kan man ligge ned og meditere, det er meget afslappet, men for det meste for afslappet. Der en stor sandsynlighed for, at man falder i søvn, hvis man ikke er meget udhvilet.
Du får mest ud af at meditere, hvis du gør det på en tidspunkt, hvor du er udhvilet. Hvis du i en periode er meget træt, er det bedre at bruge tiden til at få sovet noget mere end til at meditere. Men på den anden side er det min og manges erfaring, at tager vi os tid til at begynde dagen med mediterende bøn, så bliver vi mere nærværende og når mere i løbet af dagen.