Tro og viden

Mit bibelsyn

Da Bibelens fortællinger spiller en central rolle for vor tro på Gud og vor kontakt med ham gennem meditation, vil jeg kort skitsere min forståelse af Bibelen.

Det Gamle Testamente er blevet nedskrevet over en periode på næsten 1.000 år, og forinden er mange af fortællingerne blevet overleveret mundtligt gennem mange generationer. I løbet af disse mange generationer har både kulturen og den naturvidenskabelige indsigt ændret sig, og det præger uundgåeligt fortællingernes kulturelle og naturvidenskabelige forståelsesbaggrund. Hvis man overser det, så vil man uhjælpeligt opleve Bibelen meget modsigelsesfyldt. De to skabelsesfortællinger har f.eks. en forskellig naturvidenskabelig forståelsesbaggrund, den anden skabelsesfortælling er tydelig ældre end den første. Men de har den samme åndelige forståelse af Gud som skaberen og af Guds hensigt med skabelsen. På det område supplerer de hinanden fint. Bibelen rummer menneskers åndelige erfaringer med Gud fortalt i et sprog, der er forankret i deres aktuelle kultur og naturvidenskabelige indsigt. Deres åndelige erfaringer åbenbarer mere og mere af, hvem Gud er. Det er forbavsende, hvor mange af disse åndelige erfaringer, der kan inspirere os til at gøre tilsvarende erfaringer med Gud. Der er også åndelige modsætninger i Det Gamle Testamente mellem modstridende opfattelser af Gud. Åndelige erfaringer er aldrig entydige. Det er ikke uden grund, at Jesus i Bjergprædiken siger: "I har hørt, der er sagt til de gamle, men jeg siger jer..." Jesus knytter til ved dele af Det Gamle Testamentes spændingsfyldte opfattelser af Gud og sorterer andre dele fra.

Det Nye Testamente er nedskrevet på mindre end 100 år med hovedfokus på Jesu liv og virke. Derfor har det en langt mere sammenhængende kulturel og naturvidenskabelig baggrund end Det Gamle Testamente. Når vi mediterer ud fra en bibelsk fortælling, tager vi især vores udgangspunkt i Det Nye Testamentes fortællinger om Jesus. Og her oplever vi i endnu højere grad, at de inspirerer os til at gøre tilsvarende åndelige erfaringer med Gud, som datidens mennesker gjorde gennem Jesus.

Ofte spørges der, om vi nu kan være sikre på, at det, der fortælles i Bibelen, er historisk korrekt? Det er et væsentligt spørgsmål, som der er skrevet mange lærde værker om. Men det er efter min opfattelse ikke det væsentligste spørgsmål. Det afgørende for mig er, at de bibelske fortællinger om menneskers erfaringer med Gud kan inspirere os til at gøre tilsvarende åndelige erfaringer med Gud og hjælpe os til en dybere indsigt i, hvem Gud er, og vejlede os til at komme dybere ind i fællesskabet med Gud. Det synes jeg, at jeg i høj grad har erfaret.

Nu er der gået næsten 2.000 år, siden Det Nye Testamente blev nedskrevet, og kulturen og især den naturvidenskabelige indsigt har ændret sig radikalt. Men jeg oplever ingen konflikt mellem den bibelske tro på Gud og moderne naturvidenskab, når vi blot holder fokus på, at Bibelen er et vidnesbyrd om menneskesker erfaringer med Gud og tro på ham og ikke en naturvidenskabelig åbenbaring.

Tro og naturvidenskab

Inden den videnskabelige erkendelse for alvor voksede i de seneste århundreder, brugte mange mennesker Gud som forklaring på alt det, de ikke kunne forstå. Det uforståelige måtte være Guds vilje. De mente, at Gud velsignede dem gennem at opfylde deres ønsker og straffede dem for deres onde handlinger med ulykke og sygdom – selv om Jesus udtrykkeligt har afvist det sidste. Et sådant misbrug af troen på Gud til at udfylde huller i vores viden har tidligere ført til konflikter mellem kristen tro og naturvidenskab. 

Naturvidenskabens historie vidner om en stadig vækst i erkendelse med mange korrektioner undervejs. Og det er som om, at hver ny opdagelse åbner vinduer ind til nye dimensioner af virkeligheden, så det går os som Sokrates: Jo mere vi opdager, desto mere erkender vi, hvor lidt vi ved om virkeligheden. Naturvidenskaben er i dag nået langt i forhold til tidligere og kan i vidt omfang give en matematisk-fysisk forklaring på universets og livets opståen. Men det er ikke ensbetydende med, at det er naturvidenskabeligt bevist, at Gud ikke eksisterer, og at Gud ikke har skabt verden. Forklaringen på, hvordan universet og livet er blevet til, er ikke forklaringen på, hvorfor det er opstået. Og der er stadig en række store ubesvarede spørgsmål, f.eks. hvor vores bevidsthed kommer fra? 

Hverken naturvidenskab eller kristen tro giver svar på alle de store spørgsmål - og kommer næppe nogensinde til at gøre det. Vi må akseptere at leve med ubesvarede spørgsmål - og vi kan det, når vi erfarer os omsluttede af Guds kærlighed og er trygge hos ham.

Der er efter min opfattelse ingen konflikt mellem kristen tro på Gud og naturvidenskabelig erkendelse. Tværtimod supplerer naturvidenskab og kristen tro efter min opfattelse hinanden som grundlag for vor virkelighedserkendelse. Naturvidenskaben øger vor erkendelse af livets vilkår, og troen styrker vor indsigt i livets mening. Når der er opstået spændinger mellem kristen tro og naturvidenskabelig erkendelse, skyldes det enten, at den kristne tro er blevet formuleret i et sprog med afsæt i et forældet naturvidenskabeligt verdensbillede, eller at troen eller naturvidenskaben har overtrådt grænserne for sin erkendelse.

Den grundlæggende konflikt er mellem kristen tro på, at Gud i kærlighed har skabt os mennesker til et meningsfyldt liv med hinanden i indbyrdes kærlighed, og en ateistisk tro på, at alting er tilfældigt og meningsløst. Den nihilistiske ateisme har ofte misbrugt naturvidenskaben til at underbygge sin tro på altings tilfældighed og meningsløshed. Men naturvidenskaben giver intet holdepunkt for at afgøre, hvilken tro der er den sande.